Projektioner af drivhuseffekt og global opvarmning

Til Venstre: Carbon footprints unequal (Klik på billederne for større udgave)

Kilde: UNDP

FN's udviklingsorganisation UNDP har offentliggjort sin nye Human Development Report for 2007/08. Den har denne gang - udover de kendte velfærdsindikatorer - fokus på global opvarmning, og hvad dette problem betyder for u-landene. Hvis vi de næste 15 år fortsætter CO2-udledninger i samme tempo som de foregående 15 år, så vil farlige klimaforandringer være uundgåelige.

Det er ikke overraskende, at det er meget ulige "carbon footprints", som forskellige lande efterlader sig, jvf kortet ovenover (Kilde: UNDP, HDR rapport). Skandinavien er på størrelse med Afrika syd for Sahara. Tyskland er større end Sydamerika.

Rapporten, der blev præsenteret i Brasilia i slutningen af november, sætter mål og en handlingsplan for reduktion af kuldioxid emission før FN's klimatopmøde i Bali i december og topmødet i København 2009. Som det kan ses af figurerne her ved siden af, ser de foretagne målinger ud til at bekræfte det deprimerende billede af en klode på vej ind i drivhuset med alle de negative effekter på miljøforholdene, som det vil medføre. Ifølge rapportens forfatter kan Verden nu for første gang se i øjnene, at der vil komme en global nedgang i levestandard. Rapporten estmirer, at en halvering af CO2 udledningerne frem til 2050 er nødvendig for at komme de værste problemer i forkøbet. Det kommer til at koste. Rapporten skønner, at Verden skal bruge 1.6 procent af den globale produktion årligt igennem 2030 for at stabilisere situationen og møde det nødvendige temperaturfaldsmål, der fastsættes som 3.6 grader Fahrenheit. Det anbefales, at de rige lande, der er de største udledere, skal føre an ved at skære mindst 30 procent af CO2-udledningerne i 2020 og 80 procent i 2050. - Ærgerligt. Der røg BMW'en!!

Udviklingslandene kan nøjes med mindre (20 procent i 2050), ifølge UNDP.

I rapporterne fra FN's klimapanel er der foretaget projektioner af opvarmningen frem til 2100, og de viser et interval for mulige scenarier på fra 2 - 6 graders opvarmning.

Det er klart, at mange af fremtidsprojektionerne er ret usikre. En anden stor kilde til klimaprojektioner er rapporten, som Nicholas Stern har lavet til det britiske finansministerium (The Stern Report on the Economics of Climate Change). Den kan ses som en gigantisk cost-benefit analyse (på 700 sider).

Sternrapporten undersøger de økonomiske omkostninger forbundet med klimaændringer og cost-benefits ved handling, der skal reducere emissionerne af drivhusgasser, som forårsager dem. Det gør den på tre forskellige måder:

1. De fysiske virkninger af klimaforandringerne på økonomien, herunder virkningerne på menneskelivet og på miljøet og ved en undersøgelse af de ressourcemæssige omkostninger af forskellige teknologier og strategier til reduktion af drivhusgasemissioner.

2. Anvendelse af økonomiske modeller til estimering af de langsigtede virkninger på økonomien af klimaforandringer, herunder de makroøkonomiske effekter, så som omkostninger og virkninger af overgang til energisystemer, der ikke er baseret på fossile brændsler.

3. Sammenligninger af fremskrivninger af det nutidige niveau og fremtidige forløb af kullets og oliens samfundsmæssige omkostninger med de marginale afbødningsomkostninger (de omkostninger, der er forbundet med reduktioner i emissionerne).

Det fører Stern frem til konklusionen, at benefits er større end costs.

Drivhusgasudledningerne ses som eksternaliteter ved produktionen. Det er en samfundsmæssig omkostning, der ikke er indregnet i den private produktion. Et rent miljø er et offentligt gode, som det ikke er rentabelt nok at investere i for øjeblikket. Dermed ses problemet med global warming som et alvorligt tilfælde af market failure. Problemet med drivhusgasser er endvidere i rapportens øjne, at de ikke er "nærværende og synlige" som andre eksternaliteter. De driver op i atmosfæren, væk fra den geografisk identificerbare forurener, og kan opholde sig der i årtier, ja århundreder. Det er særlig vanskeligt for Verdenssamfundet at producere et offentligt gode som rent miljø. Der findes ikke nogen institutionel sammenhæng, der gør det muligt, jvf Kyotoaftalens utilstrækkelige gennemførelse. Rapporten finder et optimumpunkt for den nødvendige indsats som der hvor den marginale omkostning af CO2 (Social Cost of Carbon, SCC) skærer kurven for MAC (Marginal Abatement (afbødning/formindskelse) Costs). Den sidste funktionssammenhæng er dynamisk; som følge af forbedret teknologi forskydes denne kurve (kapitel 1) mod højre.

Rapporten beskriver bl.a. indgående de økonomiske modelbetragtninger, der ligger bag velfærdsøkonomiske effekter. Det gøres bl.a. i rapportens kapitel 2. Her forsøger man f.eks. matematisk at estimere nytten af fremtidigt forbrug for på den måde at måle "nødvendigheden" af at foretage drastiske reduktioner i CO2 udledning nu. Her arbejdes så med en diskonteringsfaktor for faldende grænsenytte af det fremtidige forbrug. Det kan synes en noget kuriøs måde at gå til værks på, men er typisk for den såkaldt velfærdsøkonomiske analysemetode. Som rapporten selv er inde på, skal det måske snarere ses som en intergenerationskonflikt og et etisk og politisk spørgsmål i hvilket omfang, der skal sættes ind med effektive foranstaltninger her og nu.