Projektioner af drivhuseffekt og global opvarmning

Til Venstre: Carbon footprints unequal (Klik på billederne for større udgave)

Kilde: UNDP

FN's udviklingsorganisation UNDP har offentliggjort sin nye Human Development Report for 2007/08. Den har denne gang - udover de kendte velfærdsindikatorer - fokus på global opvarmning, og hvad dette problem betyder for u-landene. Hvis vi de næste 15 år fortsætter CO2-udledninger i samme tempo som de foregående 15 år, så vil farlige klimaforandringer være uundgåelige.

Det er ikke overraskende, at det er meget ulige "carbon footprints", som forskellige lande efterlader sig, jvf kortet ovenover (Kilde: UNDP, HDR rapport). Skandinavien er på størrelse med Afrika syd for Sahara. Tyskland er større end Sydamerika.

Rapporten, der blev præsenteret i Brasilia i slutningen af november, sætter mål og en handlingsplan for reduktion af kuldioxid emission før FN's klimatopmøde i Bali i december og topmødet i København 2009. Som det kan ses af figurerne her ved siden af, ser de foretagne målinger ud til at bekræfte det deprimerende billede af en klode på vej ind i drivhuset med alle de negative effekter på miljøforholdene, som det vil medføre. Ifølge rapportens forfatter kan Verden nu for første gang se i øjnene, at der vil komme en global nedgang i levestandard. Rapporten estmirer, at en halvering af CO2 udledningerne frem til 2050 er nødvendig for at komme de værste problemer i forkøbet. Det kommer til at koste. Rapporten skønner, at Verden skal bruge 1.6 procent af den globale produktion årligt igennem 2030 for at stabilisere situationen og møde det nødvendige temperaturfaldsmål, der fastsættes som 3.6 grader Fahrenheit. Det anbefales, at de rige lande, der er de største udledere, skal føre an ved at skære mindst 30 procent af CO2-udledningerne i 2020 og 80 procent i 2050. - Ærgerligt. Der røg BMW'en!!

Udviklingslandene kan nøjes med mindre (20 procent i 2050), ifølge UNDP.

I rapporterne fra FN's klimapanel er der foretaget projektioner af opvarmningen frem til 2100, og de viser et interval for mulige scenarier på fra 2 - 6 graders opvarmning.

Det er klart, at mange af fremtidsprojektionerne er ret usikre. En anden stor kilde til klimaprojektioner er rapporten, som Nicholas Stern har lavet til det britiske finansministerium (The Stern Report on the Economics of Climate Change). Den kan ses som en gigantisk cost-benefit analyse (på 700 sider).

Sternrapporten undersøger de økonomiske omkostninger forbundet med klimaændringer og cost-benefits ved handling, der skal reducere emissionerne af drivhusgasser, som forårsager dem. Det gør den på tre forskellige måder:

1. De fysiske virkninger af klimaforandringerne på økonomien, herunder virkningerne på menneskelivet og på miljøet og ved en undersøgelse af de ressourcemæssige omkostninger af forskellige teknologier og strategier til reduktion af drivhusgasemissioner.

2. Anvendelse af økonomiske modeller til estimering af de langsigtede virkninger på økonomien af klimaforandringer, herunder de makroøkonomiske effekter, så som omkostninger og virkninger af overgang til energisystemer, der ikke er baseret på fossile brændsler.

3. Sammenligninger af fremskrivninger af det nutidige niveau og fremtidige forløb af kullets og oliens samfundsmæssige omkostninger med de marginale afbødningsomkostninger (de omkostninger, der er forbundet med reduktioner i emissionerne).

Det fører Stern frem til konklusionen, at benefits er større end costs.

Drivhusgasudledningerne ses som eksternaliteter ved produktionen. Det er en samfundsmæssig omkostning, der ikke er indregnet i den private produktion. Et rent miljø er et offentligt gode, som det ikke er rentabelt nok at investere i for øjeblikket. Dermed ses problemet med global warming som et alvorligt tilfælde af market failure. Problemet med drivhusgasser er endvidere i rapportens øjne, at de ikke er "nærværende og synlige" som andre eksternaliteter. De driver op i atmosfæren, væk fra den geografisk identificerbare forurener, og kan opholde sig der i årtier, ja århundreder. Det er særlig vanskeligt for Verdenssamfundet at producere et offentligt gode som rent miljø. Der findes ikke nogen institutionel sammenhæng, der gør det muligt, jvf Kyotoaftalens utilstrækkelige gennemførelse. Rapporten finder et optimumpunkt for den nødvendige indsats som der hvor den marginale omkostning af CO2 (Social Cost of Carbon, SCC) skærer kurven for MAC (Marginal Abatement (afbødning/formindskelse) Costs). Den sidste funktionssammenhæng er dynamisk; som følge af forbedret teknologi forskydes denne kurve (kapitel 1) mod højre.

Rapporten beskriver bl.a. indgående de økonomiske modelbetragtninger, der ligger bag velfærdsøkonomiske effekter. Det gøres bl.a. i rapportens kapitel 2. Her forsøger man f.eks. matematisk at estimere nytten af fremtidigt forbrug for på den måde at måle "nødvendigheden" af at foretage drastiske reduktioner i CO2 udledning nu. Her arbejdes så med en diskonteringsfaktor for faldende grænsenytte af det fremtidige forbrug. Det kan synes en noget kuriøs måde at gå til værks på, men er typisk for den såkaldt velfærdsøkonomiske analysemetode. Som rapporten selv er inde på, skal det måske snarere ses som en intergenerationskonflikt og et etisk og politisk spørgsmål i hvilket omfang, der skal sættes ind med effektive foranstaltninger her og nu.

Arbejde med Dow Jones indekset

I samfundsfag arbejder man sommetider med aktieindekser. Et aktieindeks fremkommer jo som en gennemsnitsberegning af aktiekursudvikling efter, at der er tildelt statistiske vægte til de aktier, der indgår. Det er normalt aktiens størrelse målt ved markedsværdi/daglig omsætningsstørrelse, der bestemmer den statistiske vægt. Et af de ældste aktieindeks er det amerikanske Dow Jones (på dette link er der mange historiske oversigter, f.eks. om udvikling i indekset forbundet med historiske begivenheder). Det er ofte blevet brugt som en barometer for den amerikanske økonomis tilstand ud fra devisen, at når det går de store virksomheder godt, så går det som regel den øvrige økonomi godt.

Når vi har et statistisk udtryk for barometret, så har vi mulighed for at lave forskellig statistikbearbejdning på det. Vi kan isolere dele af kurven og se nærmere på den. Det kan f.eks. være perioder omkring kraftig stigning eller fald, det sidste f.eks. i 1929, 1987 og efter 9/11. Læg mærke til, at når vi ændrer fra nominel skal på y-aksen til logaritmisk skala (den øverste figur), så kan vi se, at "krakket" i 1929 var meget stærkere end krakket i 1987 eller det i 2001. Vi kan foretage sammenligninger med stigninger og fald i energipriserne. I hvilket omfang kan prisen på f.eks. olie være med til at påvirke kursudviklingen?

Hvad nu med den angribende tyr? Hvordan kan vi lære ham bedre at kende, så vi kan få sparepengene til at yngle lidt bedre? Hvad med at prøve noget af det såkaldte "tekniske analyse"? Så går vi ind og isolerer dele af kurven og måler matematiske egenskaber på den for at kunne forudsige et lignende forløb i fremtiden.

Teknisk analyse går altså ud på, at man forsøger at afdække de matematiske egenskaber i regulariteten i kurvens bevægelser op og ned. Dermed formodes det, at man kan forvente en nedadgående bevægelse på et bestemt tidspunkt, der svarer til, hvornår den kom de tidligere gange

Olieprisudvikling

Kilde: BP.

Oliepriser er ved at nå en historisk højde. Tallene for olieprisen her ved siden af er allerede ved at være forældede.

Prisen er vist både i dagens priser og i 2006$, så de er sammenlignelige over tidsforløbet.
Læs om teorier om olieprisudvikling her. Om en pinlig diskussion mellem OPEC-ledere, som fejlagtigt blev transmitteret. Endelig: Et langsigtet prisindeks (som kan bruges til evt. at deflatere en prisudvikling i løbende priser. Teori om makroøkonomiske virkninger (herunder brug af Keynes-model). Prisen er på det seneste nogle gange gået over 100$.

Ny valgkredsinddeling bruges første gang

Det er ved dette folketingsvalg første gang, der afholdes folketingsvalg efter kommunalreformen og den nye valgkredsinddeling. 17 tidligere amts- og storkredse er omdannet til ti storkredse. Det giver et større antal kredsmandater til fordeling i flere af de nye storkredse, end der var til fordeling i de gamle amts- og storkredse. Det kunne overfladisk set give øgede muligheder for små partier for at få et kredsmandat og dermed adgang til tillægsmandater*.

Ganske vist har man indført d'Hondts fordelingsmetode (divisorerne 1, 2, 3, 4, ... etc), som favoriserer de større partier, for at modvirke effekten af de større kredse. Tidligere fordelte man kredsmandaterne efter den modificerede Ste Lagué-metode (1,4, 3, 5, 7....), der giver "handicapfordel" til små partier.

Men det er et spørgsmål, om d'Hondt-fordelingsmetoden helt modvirker den tendens, der ligger i de betydelig større valgkredse, specielt i København, hvor antallet af mandater til fordeling nu er noget større end i de gamle storkredse hver for sig?

Sjællands storkreds er den største med 21 kredsmandater. Der skal her alt andet lige kun omkring 5 pct af stemmerne til for at få valgt et kredsmandat.

Et parti, der står stærkt i København og Aarhus vil også have rimelige muligheder for at få kredsmandat disse steder. Det kunne f.eks. give valg til Asmaa Abdol-Hamid i København, forudsat at hun samtidig sprænger Enhedslistens partiliste.

Folketinget har lavet et godt valgsite, hvor man kan læse mere om valgsystemet og mange andre ting, f.eks. om antallet af kreds- og tillægsmandater i landsdele og storkredse.

*Udover reglen om 2 pct spærregrænse har man også reglen om, at man får adgang til at få del i tillægsmandater, hvis et parti får et kredsmandat.

DR Quiz og det troløse holdningsspektrum

I lighed med Politiken, har DR også en side, hvor det er muligt at teste sine politiske holdninger, efter at man har angive bopæl/postnummer, igennem svar på 20 spørgsmål. De holdes op imod tilsvarende holdninger hos lokale politikere, og man får altså nu en slags anvisning på, hvilken kandidat, man "ligner". Det er lavet ganske godt, bortset fra, at svarkategorier som helt enig/overvejende enig, næsten enig etc. ikke kan være særlig præcise. Derfor er det lidt af en tilsnigelse, når man ser resultatet - og mange vil tænke: Nej så meget ligner jeg nu heller ikke den politiker. Det ligner lidt for meget livsstilsgenren: "- kender du typen?" eller "- vis mig dit køleskab, og jeg skal sige dig, hvem du er" - Og som vejledning til stemmeafgivning vil det dermed være ret håbløst. Er der noget, det nuværende valg vidner om, er det usikre vælgere. Og de bliver næppe mere sikre igennem quiz som denne - endsige Politikens holdningsquiz.

Der er allerede en lang tradition på nettet for sådanne quiz. En af de første er den amerikanske libertære bevægelses quiz. , hvor ens holdninger til statsindgreb, frisind m.v. afprøves. Den kan altså ideelt set afgøre. hvor man er placeret på figuren ved siden af. Der er ikke så mange spørgsmål. Så det er relativt hurtigt at lave testen.

Man kan altid diskutere nytten - og oplysningsværdien af den slags tests.
Det er selvfølgelig meget godt, at den amerikanske opløser den traditionelle højre-venstre skala i en firkantet figur. Det giver da en dimension mere, - også selv om de to ekstra dimensioner er to vers mere af den samme sang.

I øvrigt bærer den præg af at være lavet i USA. Venstre-højre i traditionel forstand defineres således:

LEFT-LIBERALS generally embrace freedom of choice in personal matters, but support central decision-making in economics. They want the government to help the disadvantaged in the name of fairness. Leftists tolerate social diversity, but work for what they might describe as “economic equality.”
RIGHT-CONSERVATIVES favor freedom of choice on economic issues, but want official standards in personal matters.

Den anden dimension går på libertær (imod statslig indblanding) ctr. Statist, for big government, statslig indblanding. Det er også dimensioner, man finder i højre-venstre i Danmark. Forskellen mellem dansk og amerikansk politik er, at i dansk politik vil tyngden i figuren forskyde sig nedad imod en hældning i retning ad Big government, - men naturligvis kun i én forstand af denne dimension, dvs i retning ad velfærdsstatens bevarelse og udbygning.